Flere projekter søger bredbåndspuljen 2021

Igen i år ruller regeringens bredbåndspulje, og det har skabt aktivitet i kommunens landdistrikt, hvor flere projekter er på vej med ansøgninger

I år er der afsat 100 mio. kr. i regeringens bredbåndspulje, og der ser ud til at være kamp om midlerne. Inden deadline for de endelige ansøgninger d. 25. oktober 2021 er der hele 270 projekter, der er annonceret nationalt. For Randers Kommunes vedkommende er der annonceret fem projekter inkluderende op til 100 adresser.

Kendetegnende for projekterne er, at de inkluderer adresser i det åbne land, hvor der kan være langt mellem husene, og hvor det kan være en mindre god business-case for bredbåndsudbyderne at tilbyde deres produkter.

I Randers Kommune er samtlige landsbyer efterhånden dækket ind med hurtigt og stabilt bredbånd, hvilket medfører, at nogle af projektområderne dækker større geografiske områder. Det gælder især området mellem landsbyerne Lindbjerg og Hald, hvor ca. 40 adresser forventes at søge puljen. I den sydøstlige del af kommunen er et rigtig stort område allerede dækket ind, men der mangler fortsat et gråt område i oplandet til Assentoft, hvor ca. 30 adresser lige nu får de sidste detaljer på plads. Derudover er der enkelte mindre projekter, som også forventes at søge puljen i år.

Randers Kommunes landdistriktsudvalg har besluttet at de projekter, der får midler hjem fra puljen bliver støttet med 1.000 kr. pr. søgeberettiget adresse, hvilket kan gøre projekterne mere attraktive for udbyderne - og forhåbentlig kommer midlerne i brug, når det bliver annonceret, hvilke projekter der får midler fra bredbåndspuljen.