Behovet for bedre bredbånd

Har du brug for hurtigere internet – mangler dit område en bedre forbindelse?

I løbet af foråret har vi alle befundet os i en ny situation som følge af Corona-virussen, der pludselig lammede hele landet. Det sendte en stor del af os hjem med en bærbar computer. Ud over at hele landet skulle vende sig til den nye situation, har mange også oplevet seriøst at få testet deres bredbåndsopkobling.

Med Corona-virussens ankomst har rigtig mange nemlig efter bedste evne forsøgt at jonglere med børn, der ikke kunne komme i skole eller daginstitution, samtidig med at man så vidt muligt har forsøgt at arbejde hjemmefra over computeren. Det har resulteret i en pærevælling bestående af skype-møder, fjernundervisning, e-handel, streaming og gaming. Det presser båndbredden på hjemmefronten. Endda så meget, at streamingtjenesterne Netflix og YouTube har måttet sænke billedkvaliteten i et forsøg på at mindske presset på nettet.

Peger COVID-19 mod fremtidige tendenser?

Behovet for en bedre internetopkobling synes derfor at fremstå mere tydelig i denne tid. Og spørgsmålet er, om ikke også nogle af de tendenser der opstår her i krisetiden, kommer til at påvirke måden vi arbejder på fremover.

For eksempel er flere pludselig blevet superbrugere af skype, så måske flere møder i fremtiden blive afholdt på den måde? Hvem ved. Men muligheden for at bruge hjemmet som sin arbejdsplads kommer formentlig ikke til at mindskes. Derfor kommer behovet for en hurtig og stabil bredbåndsopkobling formentlig heller ikke til at blive mindre fremover – snarere tværtimod.

I Randers kommune er det efterhånden langt størstedelen, der har mulighed for at være dækket ind med en god bredbåndsopkobling. Der er dog stadig et betydeligt antal adresser i de tyndere befolkede områder, hvor der endnu ikke er hurtige forbindelser - og heller ikke umiddelbart udsigt til forbedringer. Randers Kommune ønsker, at alle får mulighed for at komme med på vognen. Måske oplever du ikke selv et behov for hurtigere internet. Det er der dog en god sandsynlighed for at de kommende ejere af huset gør.

Tag fat i bredbåndskoordinatoren og slå jer sammen

Rundt om i kommunen har flere oplevet, hvor der kan komme bedre bredbånd, når flere slår sig sammen i et område. Normalvis er det centrale omdrejningspunkt, at lokale ildsjæle går rundt og stemmer dørklokker, men dette vanskeliggøres selvfølgelig for tiden. Men, derfor kan det alligevel godt lade sig gøre at samle lokal opbakning til et bredbåndsprojekt.

Vil du vide mere om, hvordan der kan samles lokalopbakning til et projekt, så tag fat i Randers Kommunes bosætnings- og bredbåndskoordinator på sbc@randers.dk eller telefon 2168 6035.