Når borgerne står sammen - så kommer der bredbånd

I det seneste stykke tid er flere bredbåndsprojekter gået hjem i Randers Kommune. Store som små i de tyndt befolkede områder.

Flere projekter er det seneste stykke tid nået i mål i Randers Kommune, og de beviser, at når borgerne står sammen, og sender et signal til udbyderne - så er der meget gode chancer for, at der rent faktisk kommer bedre bredbånd. Det kan være en lang og sej proces, men med ihærdige og vedholdende tovholdere på flere projekter, kan mange borgere nu byde den digitale tidsalder velkommen.

I Ølst og omegn har især to lokale tovholdere kæmpet bravt for at få beboerne i et meget stort område med på vognen. Eniig havde indikeret, at kom de op på et tilstrækkeligt stort antal tilmeldinger, så ville de rulle fiber ud. Det holdt hårdt, men med hjælp fra flere borgere, der op mod deadline gik rundt og stemte dørklokker lykkedes det. Det betyder, at der kommer bedre bredbånd til et område, der strækker sig fra Værum over til Ølst, Brusgår, Sdr. Borup og Stånnum. Der er i alt ca. 260 adresser i områder, og langt størstedelen har takket ja til tilbuddet.

Som vi tidligere har skrevet om, er der også gået store projekter hjem i det nordlige hjørne, hvilket betyder at der kommer højhastighedsbredbånd ud til et område omfattende bl.a. Dalbyover, Vinstrup, Udbyneder og op mod Overgård Gods.

Også omkring Kåtrup og Ejstrup er et projekt nået i mål med omkring 60 husstande, og ligeledes er et projekt omkring Hammershøjvej og Haversmosevej mellerm Sønderbæk og Nørbæk gået hjem. Området strækker sig et godt sykke ind i Viborg Kommune, og har i længere tid kæmpet bravt for at samle opbakning og gøre udbyderne opmærksomme på områdets interesse i bedre bredbånd.

Er du interesseret i at høre mere om, hvordand er kan komme højhastighedsbrebånd til dit lokalområde? Så tag fat i Randers Kommunes bredbåndskoordinator på 8915 1151 eller skriv til sbc@randers.dk