Fiberbredbånd på vej

I et større område centreret omkring Støvringgård Kloster kan man nu se frem til bedre bredbånd. Lokalt har man arbejdet hårdt på at skabe opbakning og samle underskrifter, og nu bliver en stor del af projektområdet belønnet.

De gule områder på kortet ovenover kan nu se frem til at blive tilbudt fiberbredbånd. Går det som forventet, vil infrastrukturen være etableret ved udgangen af 1. kvartal 2021. I området har man lokalt arbejdet hårdt på at skabe opmærksomhed omkring behovet for og ønsket om bedre bredbånd. Der er blevet stemt dørklokker, samlet underskrifter og afholdt borgermøde, og nu har Norlys meldt ud, at de kan levere til adresserne i en stor del af området. I alt har ca. 110 adresser været meldt deres interesse i at få bedre bredbånd, og der er nu konkrete planer for ca. 75 af adresserne. Der er derfor fortsat dialog om udsigterne til at få de sidste adresser med på vognen.

Flere mindre projekter venter på svar

Det store område omkring Støvringgård Kloster er ikke den eneste område i Randers Kommune, hvor der er taget initiativ til at få hurtigere og mere stabilt bredbånd. Der er også enkelte mindre områder, der i år har samlet opbakning til at søge tilskud gennem regeringens bredbåndspulje. Får projekterne støtte, har Landdistriktsudvalget besluttet at medfinansiere med 1.000 kr. pr. adresse. Projekterne forventes at få svar inden årets udgang.

Landdistriktet er efterhånden godt dækket ind, hvad angår højhastighedsbredbånd. I samtlige landsbyer er der fiberbredbånd, hvilket også er tilfældet i en stor del af det åbne land. Det anslås, at det er cirka 95 % af kommunens landdistrikt, der nu har adgang til højhastighedsbredbånd. Er dit lokalområde ikke dækket ind, kan du tage kontakt til kommunens bredbåndskoordinator på sbc@randers.dk eller 2168 6035. Du kan også læse mere om bredbåndsudrulningen i Randers Kommune her